Den Rejsende Forfatterskole i Grønland – Ilulissat november 2019

Den Rejsende Forfatterskoles livsmodlinje arbejder for at styrke unges selvværd, livsmod og handlekraft. Ved at give dem mulighed for at skrive og løfte røsten på vegne af andre unge – skabes forbilleder og fortalere – der italesætter ungdomsliv og arbejder for at skabe dialog om værdige ungdomsliv. Vi har lavet 8 radioprogrammer for KNR med Niviaq Korneliussen som vært. I programmerne som ligger som podcasts nu (de blev sendt i foråret 2021) lytter vi til hvad de unge har på hjertet og til uddrag af deres tekster og en samtale med Niviaq om de temaer, de rejser. I efteråret 2021 sendes en ny række programmer. Nu med udgangspunkt i de taler, som de unge har skrevet i den seneste workshop i Qaqortoq, Sydgrønland (april 2021). Den Rejsende Forfatterskole har planlagt en workshop i Tasiilaq i november 2021. Workshoppen foregår i det nye ungdomskulturhus, Igdloo, hvor Niviaq Korneliussen sammen med Billedkunstner Gudrun Hasle arbejder med unge fra byen om at omforme ord til billeder under temaet ‘ordbroderier’.